Udskrivningskoordinator

Mentor i forbindelse med udskrivning fra psykiatrisk afdeling. Udskrivningskoordinator jf. LAB § 31b stk. 2.

Alle borgere som er omfattet af målgrupperne i Lov om aktiv Beskæftigelsesindsats § 2, og som er indlagt på grund af psykiske lidelser, har ret (men ikke pligt) til en udskrivningskoordinator, som er en mentor med særlige kompetencer i forhold til målgruppen i forbindelse med deres udskrivelse. Der er ingen nedre grænse for, hvor lang tid man skal have været indlagt, for at man omfattes af målgruppen.

Psykiatrisk afdeling skal hurtigst muligt efter, at tidspunktet for udskrivning bliver kendt, meddele kommunen, at en person udskrives, samt oplyse tidspunktet herfor. Socialrådgiverne på psykiatrisk sygehus vil endvidere sikre, at borgerne præsenteres for muligheden om at få tilknyttet en udskrivningskoordinator. Det er herefter kommunens pligt at sørge for, at der knyttes en mentor til personen, såfremt borgeren ønsker en udskrivningskoordinator. Udskrivningskoordinatoren skal i forbindelse med udskrivning fra psykiatrisk indlæggelse hjælpe personen med at koordinere og genetablere et normalt hverdagsliv igen.

Da udskrivningskoordinatoren bevilges jf. LAB § 31b stk. 2, forudsættes det, at det overordnede mål med indsatsen er at bringe borgeren tilbage i beskæftigelse. Udskrivningskoordinatoren kan tilbydes op til 3 måneder forud for udskrivelsen, og indtil personen har opnået en stabil og struktureret hverdag. Personen har ret til mentorstøtte i 6 måneder i alt. Kommunen kan altid forlænge mentorstøtten efter de almindelige regler. Arbejdet må nøje koordineres med den koordinerende sagsbehandler i de tilfælde, hvor der er en aktiv sag i Jobcentret.

Fremmøde til udskrivningskonferencerne bør koordineres med socialområdet, idet de jf. de regionale Sundhedsaftaler møder til udskrivningskonferencerne. Udskrivningskoordinatoren kan træde i stedet for rådgiver fra hhv. socialområde og/eller Jobcenter men har ikke bevillingskompetence. For en del af denne målgruppe, vil der være flere som i forvejen har bostøtte eller mentor bevilget. Endvidere vil der være førtidspensionister, som får støtte bevilget i Ældre- & handicapforvaltningen. Såfremt det er tilfældet, bør udskrivningskoordinatorens arbejde koordineres med disse støttepersoner.

Eksempler på Udskrivningskoordinatorens opgaver vil være: Genetablere hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Herunder – have overblik over, hvilke indsatser, der skal iværksættes og på borgers forespørgsel kontakte relevante bevillingshavende rådgivere – hjælpe personen med at finde en stabil bolig – hjælpe med at sikre stabilt forsørgelsesgrundlag – støtte til at deltage i meningsfulde aktiviteter i hverdagen – understøtte personens vej mod uddannelse eller job